Hvem er vi?
I Svendborg Sct. Jørgens Rotary Klub er medlemsskaren en blanding af kvinder og mænd, erhvervsaktive og pensionister med stor erhvervserfaring. For tiden er aldersspændet fra 36 til 81 år.
Der er medlemmer med vidt forskellig erhvervsbaggrund, så der sker både uformel og mere formel erfaringsudveksling – også mellem ledere fra den private og den offentlige sektor.
Klubben har et godt kammeratskab og en kultiveret, men afslappet omgangsform.
Hvem er Rotary?
Rotary er en attraktiv verdensomspændende organisation af engagerede mennesker, samlet i et unikt erhvervs- og socialt netværk. Der er 1,4 mio. medlemmer i hele verden, med 35.000 klubber fordelt i næsten alle verdens lande.
I Danmark er der omkring 10.000 medlemmer i 250 klubber. Som rotarianer er du velkommen som gæst i samtlige klubber i hele verden.
Hvad giver det?
Som medlem lærer man hele tiden nyt om det samfund, man er en del af, og får gode sociale og forretningsmæssige kontakter. Medlemmerne tilstræber at leve op til en etisk og moralsk høj målsætning.
Når du er medlem af en Rotary klub, har du fri adgang til Rotary klubber over hele Verden – og du kan bruge denne adgang til at skabe nye kontakter og venskaber over hele verden.
Hvordan foregår det?
Der er møde i Rotary klubberne én gang om ugen af halvanden til to timers varighed. På hvert møde leverer særligt sagkyndige foredrag over vidt forskellige emner – om erhvervsmæssige forhold, politiske forhold, historiske emner eller orienteringer om socialhumanitære og globale emner.
Undertiden holdes mødet hos lokale virksomheder med henblik på at skabe kontakter og lære mere om dit eget område.
Rotary klubberne møder på forskellige ugedage og på forskellige tidspunkter. Sct. Jørgens Rotary Klub er en aftenklub, som afholder møderne på tirsdage kl. 18.00 til 19.30.
Andre klubber er frokost- eller morgenklubber.